Vi vil prøve at lave dagbog for Rasmus her på siden, så vi senere kan huske, hvad der skete hvornår. Herved kan du også følge lidt med i Rasmus hverdag. Vi starter i dag...

26. september 2008

Uha, som tiden dog går. Der er sket rigtig rigtig meget, siden jeg skrev sidst. Michael har gået hjemme i 4 måneder med Rasmus, og de har nydt hinandens selskab. Det har været rigtig dejligt for mig at vide, at de har gået herhjemme og haft det godt, mens jeg er gået på arbejde. I August startede Julie med at passe Rasmus, nu hvor vi begge er startet på arbejde. Selv om det går rigtig godt, glæder vi os til, at Rasmus skal starte i institution. Vi er sikre på, at han vil få stor fornøjelse af at være sammen med andre børn.

 

Rasmus kan godt lide sommer.Det har vi nu erfaret på Teneriffe, men også her i maj- sep. At være uden for er lige sagen. Det første han gør om morgenen er at pege ud af vinduet og sige hm. Han har fået en sandkasse, som han er meget glad for og en motorcykel, der lige er sagen.

 

 

21. maj 2008

Far skulle til volley, så mor og Rasmus tog i Fr.berg svømmehal. Rasmus sparkede med benene i alle 15 min. vi var i vandet. Det sjoveste var nu i omklædningsrummet, hvor man kunne pille ved omklædningsskabene. Bagefter spise vi skumbanan. Den var sjov at tvære ud mellem fingrene.

 

18. maj 2008

Vi holdt loppemarked med alle de ting, vi har sorteret fra ifm. flytningen fra Aggersvoldvej til Valløvej. Det var indbringende. Pengene går til et godt formål. Nemlig opsparing til en opvaskemaskine. Jer, der har børn, ved det sikkert godt - der er enormt meget opvask.

 

16. maj 2008

Mors fødselsdag. Hurra. Det blev fejret i tivoli. Rasmus var ude at køre med veteranbiler. Han sagde brmmmmm hele vejen, grinede, og da turen var slut, ville han ikke slippe rattet. Det var en fornøjelig tur. Rasmus fik også lagkage, for far havde bagt en pragtfuld lagkage til mors fødselsdag.

 

12. maj 2008

Far havde foreslået at vi tog i svømmehal, så det gjorde vi. Det blev Kildeskovshallen, der har en ny afdeling. Rasmus havde fået en gul badevinge, som han var meget optaget af, så han havde ikke rigtig tid til at svømme. Ellers har vi været ude hele weekenden, hvor der har været pragtfuldt vejr. Rasmus vil gerne hjælpe mor med at vande blomsterne med den grønne vandkande.

11. maj 2008

I dag har vi været til Jonas fødselsdag. Det var en hyggelig dag, med solskinsvejr. Rasmus syntes det var meget spændende med alle de drenge, der var vilde og legede. Og så rakte han armene ud efter de voksne for at de skulle tage ham og snakke med ham. Det gjorde de så. Her fik Rasmus lejlighed til at stikke fingrene ind i Mettes mund, og rive nogle brysthår af Ole. Sikke en dag.

9.maj 2008

Mor far og Rasmus har været til beachvolley og grillaften hos nogle volleyvenner. Rasmus nyder at være sammen med mange mennesker. Der var en hund, som tog poten op på Rasmus og som slikkede hans hænger, men det skræmte ikke Rasmus.

2. maj. 2008

Så er mor startet på arbejde. Rasmus var ikke så glad, da mor skulle ud af døren kl.7.15. Han havde været lidt pylret siden han vågnede kl. 7. Måske kunne han mærke, at dagen var anderledes, end den plejer. Men da mor kom hjem igen kl. 15.15, var Rasmus glad, og far kunne fortælle, at de havde haft en god dag.

26. april 2008

I weekenden har vi været haven.  Vi har klippet hækken helt ind, bundtet det og sat det ud til haveaffald på onsdag. Og så har vi luet ukrudt under hækken og plantet lavendel. Rasmus har kørt rundt på sin grønne traktor og i sin nye 169 kr.s paraplyklapvogn, som han er meget glad for.

 

21-24. april 2008

Rasmus og mor har været i Vestbjerg og Aalborg hele ugen for at besøge Marie Louise, Christian og Thomas og mormor og morfar. Det var dejligt at være sammen med dem. Vejret var rigtig godt, så vi var meget udenfor. Rasmus og Thomas legede sammen på scooter og traktor, og vi var i zoo. Og så legede rasmus i sandkasse og på gyngerne for ikke at snakke om Thomas' kuglebane som kunne spille musik.

 

1. april - 8. april. 2008

Så har vi været på Teneriffe. Det var en rigtig dejlig tur. Egentlig lavede vi ikke så meget andet end at nyde hinanden, ligge ved poolen, svømme, snakke og charmere en masse mennesker, både danskere, tyskere og spaniolere. Ramsus elskede at kunne bevæge sig frit uden så meget tøj på, og at der var så meget opmærksomhed omkring ham. Der skete en rivende udvikling, specielt fysisk hvor han bevæger sig fremad, triller langt omkring og drejer rundt om sig selv. Herudover snakker han (stadig) meget, han har bl.a. haft flere samtaler med morfar og far, og så siger han en masse lyde, bla. kurrer han som en due. Og så har han fået sine første to tænder - på een gang.

 

30. marts 2008

I dag tog far, mor og Rasmus i zoo. Det var en kort og succesfuld tur. Specielt gederne, som man kunne røre var en succes.

 

26. marts 2008

I dag har mor og Rasmus (forsøgt at) købe ind til Teneriffe-turen i næste uge. Vi skulle have solcreme, en soltrøje, skruer til kameraet, en barnevognssele og et rasleæg til flyturen. Og så har vi ringet til rottefængeren, der kommer i morgen for at se, om det er et rottehul, vi har i haven.

 

25. marts 2008

Til legestue snakkede vi om at trille og sidde op. Rasmus er god (den bedste) til at trille, men han kan endnu ikke sidde op (som den eneste!). Det tager vi nu ganske roligt. Han er for øvrigt meget tæt på at kunne sidde selv.

 

24. marts 2008

I dag kom vi hjem fra påskeferien i Vestbjerg. Rasmus syntes, det var dejligt at komme hjem og gense alle sine ting. Specielt var han glad for at se bamserne i uroen inde ved puslebordet, som man springer op til (ved hjælp af mor).

 

23. marts 2008

I dag var vi sammen med alle mine fætre. Rasmus synes, at hans fætre er meget interessante, men han blev træt og sov midt i det hele.

 

22. marts 2008

I dag var vi til 60 års fødselsdag i et telt. Det var snevejr, men Rasmus fik godt med tøj på og en dyne over sig, så han frøs ikke. Han syntes, det var meget spændende med alle de mennesker, og han kunne godt lide, når selskabet sang sange. Onkel Martin og far tog sig primært at Rasmus under middagen.

 

21. marts 2008

I dag var der påskefrokost i Vestbjerg. Masser af god mad, uhmmmm. Rasmus er blevet meget bedre til at spise grød, - når det tager ham i hvert fald. Han er glad for risgrød med fuldkornsblanding og øllebrød. Ind imellem vil han også gerne have pæremos. Bananmos er stadig ikke sagen.

 

20. marts 2008

Da vi skulle køre til Vestbjerg valgte vi at køre over broen, fordi det var væsentligt billigere. Rasmus syntes, det var en lang tur, specielt omkring Århus, men han klarede det rigtig fint med lidt underholdning fra mor.

 

18. marts 2008

Til legestue lærte vi om at snakke. Rasmus synes, det er sjovt, da alle børnene skulle hilse på Rasmus Klump (en bamse). Han tog fat i bamsen inde i midten af rundkredsen, og slap ham ikke igen. De andre børn var ikke så interesserede i bamsen, så Rasmus fik ham for sig selv. Da vi sad i en rundkreds og snakkede, trillede Rasmus rundt inde i midten og charmerede, så lærerinden slet ikke kunne koncenterere sig.

 

9. marts 2008

Så var vi igen ude og se far spille volleyball. Rasmus kørte rundt på et rullebræt, hvilket var succes. Han var også meget optaget af volleyball og leg med mor imens.

 

8. marts 2008

I dag fik vi besøg af familien Karlsmose Boel til brunch. Det var rigtig hyggeligt. Efter brunch gik vi på legeplads, hvor Rasmus gyngede i en babygynge for første gang. Det var et hit.

7. marts 2008

Rasmus skulle lægges i seng og være alene med far om aftenen, da mor og mormor skulle i teatret og se Tommy Kenter og Finn Søeborg. Det var rigtig sjovt, og det var gået godt med far og Rasmus.

6. marts 2008

Uha, idag skulle Rasmus vaccineres. Mor var meget nervøs, men heldigvis var der ikke rigtig nogen reaktion. Om aftenen var vi i Måløv, hvor vi fik kinesisk mad og blev tilbudt en drink af en flaske med en slange i.

5. marts 2008

I dag tog vi alle tre ind til byen og besøgte bedbrain og Martin. Det var dejligt at se Martin igen, og sjovt at se hvor han arbejder. Mormor kiggede lidt i Magasin, hvor vi også fik en kop cacao.

4. marts 2008

Vi har gået en lang tur og købt ind til boller i karry, skipperlabskovs og vikingebøf. Far arbejder længe, nu hvor mormor er på besøg og kan underholde mor og Rasmus.

3. marts 2008

I dag venter vi på mormor, som kommer på besøg. Vi glæder os.

25. februar 2008

Så har vi været til mødregruppe. Alle børnene skreg og var pyldrede i dag. Ret belastende. Det er dejligt vejr, og nu venter vi på, at far skal komme hjem og lege med os.

24. februar 2008

I dag har vi alle tre været til volleyball. Rasmus er meget interesseret i volleyball, eller så er det bare fordi, der sker så meget i hallen. Der var ikke rigtig tid til at sove til middag, syntes Rasmus, så det blev kun til ½ time.

22. februar 2008

I dag er Rasmus ½ år gammel. Han bliver sjovere og dejligere at være sammen med for hver dag, der går. Far er til gammel-klassefest, og mor og Rasmus hygger sig nede ved farmor og farfar med flæskesteg og brændte figner.

19. februar 2008

Så blev Rasmus vaccineret. Han drak mælk, da lægen stak. Han overvejede at blive sur, men han valgte at drikke videre i stedet for. Og som bekendt kan man ikke både vræle og drikke samtidig, så der var ingen vræl denne gang. Lægen anbefalede at holde ham vågen for at observere ham, eftersom han blev syg ved sidste vaccination. Så det gjorde vi, og Rasmus var glad og frisk. Efter tre timer blev han lagt til at sove. Vi gik en tur om mosen i et par timer. Da han vågnede, var verden ikke så skøn, som før han var lagt til at sove. Der er ikke tvivl om, at han er dårlig. Heldigvis ser det ikke ud til, at han hæver som sidste gang.

18. februar 2008

Uha, i morgen skal Rasmus vaccineres. Mor og far er meget bekymrede over, om han bliver lige så syg som sidst.

17. februar 2008

Idag kørte vi hjem fra Slettestrand. Da Rasmus sov, da vi var ved Århus, hvor vi havde reserveret færgebillet, valgte vi at køre over Storebælt i stedet for. Rasmus vågnede ved Vejle, og så sad han ellers og hyggede sig i baby-stolen resten af vejen (med en pause i Odense). Forældrene er meget imponerede over, at han holdte til så lang en tur uden at blive det mindste tvær.

16. februar 2008

Nu er vi i sommerhus med moster Marie-Louise, Christian og fætter Thomas. Det er rigtig dejligt at være sammen. Og så skal vi i badeland på Rønbjerg Feriecenter. Det bliver sjovt.

13. februar 2008

I dag tog vi til Vestbjerg for at besøge mormor og morfar. Det var Rasmus første lange tur i bil. Vi tog færgen til Århus. Det var en rigtig fin tur, og der var ingen problemer med Rasmus.

11. februar 2008

I dag har vi været i mødregruppe. Vi var heldige, at alle børnene sov på samme tid (for første gang), så der var rig mulighed for en masse snak. Vi legede nogle af legene fra legestuen med babyerne og tog en masse billeder (se billeder under mødregruppen). Til aften spiste vi nede ved farmor og farfar, hvor Camilla også var.

8. februar 2008

I dag tog mor og Rasmus ind til byen for at få taget pasfoto og lavet pas. Så besøgte vi far på arbejde. Rasmus sov til middag, og mor og far spiste sammen på bibliotekscafeen. Det var første gang, vi var ude og spise sammen, og det var superdejligt.

7. februar 2008

Fire fra mødregruppen havde aftalt at tage i Gladsaxe svømmelhal. Det var en stor succes. Specielt Rasmus viste sin fortrolighed med vandet. Han pjaskede i vandet med hænderne og fødderne allerede på vej ned i bassinet og fik vand i øjnene, men det havde han ikke tid til at tage sig af. Bagefter var børnene så trætte, at de alle faldt i søvn, og mødrene fandt anledning til at tage på cafe. Dejligt.

5. februar 2008

I dag har vi været i legestue. Vi har svinget rundt, løbet og leget titte-bøh. Det sjoveste er at blive løftet op i luften og svinget lidt rundt. I aften skal jeg i badekar. Jeg spiste 5-7 halve tsk. rismelsgrød.